A.B. Stabell

Hr. Stabell stander i Thingets Sal
for Bøndernes Sag at stride,
de kjæmper fra Bygderne udenom
mon stille seg ved hans Side.

Der stride de Alle, som de kan bedst,
de stride med Pen og med Tunge,
de Talere tordne saa drabeligt -
for Statsraadets Øren det runger.

De Embedsmænd falde paa sine knæ
og Statsraadet paa sin Ende,
saa bede de Alle heel ynnkeligt
"Gud fri os fra den Elende"

De rykke de Bønder i Marken frem,
hr Stabell i deres Spidse -
han holder en Tale vel spækket med Ord
og hvisker afsides til Visse.

Han smiler med sine sødeste Smiil,
(men hemmeligt kan Du vide!)
og Visse smile til ham igjen
og hviske: "See det kan vi lide!"

"Den Bøn skal vorde mangfoldig og stor;
thi hyrden veed Du jo glædes
saa inderligt, naar det vildfarende faar
i Ørkenen atter opledes."

hr. Stabell, han er en forslagen fyr,
han har sig en dobbelt Tunge -
den ene hvisker saa sagtelig,
den Anden heel liftig mon sjunge.

Den sjunger saa liftigt som fugl på Green,
De Bønder sig fryde saa saare,
Gud give, at ei deres Glæde maa
forvandles i hast til Taare.

Thi Allting i Verden omskiftes jo:
tit vorder til kjærlighed hadet.
Som kongelig Arbeidshest see vi vel snart
hr. Stabell i Morgenbladet.

Da drage de Bønder vel hjem igjen,
da maa de med Sorg bekjende,
at daarligt det er at stole paa dem,
som kappen for Vinden mon vende.

( publisert i 1951, skrevet anonymt av en kjent norsk dikter m.m. som har fått en gate i Oslo)